Mennesket bag

For mig handler det ikke kun om at passe børn. Det handler om at give dem en tryg start på livet.

Hvem er jeg?

Jeg hedder Louise, og jeg elsker at give de mindste en tryg og kærlig start på livet.
Nogle mennesker ved tidligt, hvad de gerne vil være. Måske gjorde jeg også – uden at være klar over det. Allerede som 12‑årig passede jeg søskende, fætre, kusiner og naboernes børn. Det faldt mig helt naturligt at skabe ro, nærvær og tryghed, og børnene søgte ofte mit selskab.

Min vej til at blive pædagog

Efter gymnasiet var jeg i tvivl om retningen, så jeg kom i praktik i en børnehave. Her opfordrede pædagogerne mig til at søge ind på pædagoguddannelsen, fordi de oplevede, at børnene fandt ro hos mig, og at jeg havde en særlig evne til at skabe trygge relationer.

I januar 2010 blev jeg uddannet pædagog, og siden har jeg arbejdet i både børnehaver, SFO og på asylcenter. Men én ting stod hurtigt klart: Mit hjerte banker for de allermindste børn

ChristiansMindes Hjerterum

I 2016 tog jeg springet og blev privat børnepasser – en beslutning jeg aldrig har fortrudt.
Som privat børnepasser kan jeg skabe de rolige, nærværende rammer, som jeg mener, små børn har allermest brug for. Hos mig er der tid til:

❤️ Kram og nærvær

🌿 Leg og nysgerrighed
😊 Smil og grin
🤝 At lære i eget tempo

Jeg støtter børnene i deres udvikling og hjælper dem til at blive mere selvhjulpne – hvad enten det handler om at tage overtøj på, dække bord eller turde prøve noget nyt.
Mit mål er altid det samme: At give hvert enkelt barn den bedste og tryggeste start på livet.

Lidt om vores familie

Privat har jeg været gift med Ulrik siden 2010, og sammen har vi vores to børn, Noah og Anne.
Vi bor på en skøn gård på Enkehøj, hvor ChristiansMindes Hjerterum har hjemme.
Her bor vi få hundrede meter fra børnenes bedsteforældre – eller som børnene kalder dem: Bedstemor og Bedstefar. De er en naturlig del af hverdagen, og både store og små har stor glæde af dem.

Det betyder mest for mig

Jeg tror på, at børn udvikler sig bedst, når de føler sig trygge, set og mødt med omsorg.
Derfor er tålmodighed, nærvær og kærlighed grundstenene i ChristiansMindes Hjerterum – et sted, hvor der er tid til at være barn.